Den gode oplevelse
Børnehaven MÆLKEVEJEN, Nr. Nebel fortæller om deres besøg hos NaturKulturVarde i januar måned.
"Vi havde lavet en aftale med Naturvejleder Morten Vinding om at besøge den Gl. Skovfogedbolig i Sdr. Plantage.
Vi var 15 børn og 2 voksne og som man kan se på billederne, så vadede vi i sne til knæene.
Morten præsenterede os for sin ræve-ven ( en rævepels som han bruger som handskedukke) som bad os hjælpe med at finde resten af rævefamilien.
Børnene gik meget op i det og fandt mange spor efter rævens familie og Morten fortalte om rævenes liv i skoven.

Vi kom til en legeplads i skoven hvor vi legede og lavede sneboldkamp.
Bagefter gik vi tilbage og Morten havde en opgave til os på vejen hjem. Vi skulle se nogle spor og gætte hvem der havde gået der. Det var vores egne fodspor !
Tilbage igen var der tændt 2 bål under halvtaget hvor vi skulle spise. Her kunne vi varme vores kolde hænder og sluttede af med sneboldkamp.
Alle havde haft en god og spændende dag og fortalte om det hjemme. Det var en god oplevelse Marie, Else og Bierne havde haft. Morten var rigtig god til at fange børnenes interesse og blev meget populær blandt børnene."

|