Historie, natur og kultur
Blåvand Naturcenter, Fyrvej 81, 6857 Blåvand består af to gamle fyrassistent boliger, der er bygget i 1888. I 1987 blev lejlighederne renoveret af Ribe amt, og samtidig blev naturskolen og udstillingen åbnet.
Naturskolen, der ligger i den østlige lejlighed, er et undervisnings- og mødelokale. Her findes undervisnings- og formidlingsmateriale, der bruges i den direkte formidling.
I den gamle garagebygning er der udstilling, hvor der fortælles om naturen og fuglestationens arbejde ved Blåvandshuk. Tavlerne med fotografier begynder med dannelsen af Blåvandshuk, som udviklingsmæssigt er et meget ungt landskab. Du møder den hvide klit, som går over i den grønne og den grå klit, inden det ender i den store afblæsningsflade Kallesmærsk Hede, som du møder den idag.
Udover beskrivelsen af nuturens udvikling i området, fortælles om dyre- og plantelivet i området. Desuden er der tavler om Vadehavet (kommende nationalpark) og dets rigdom, samt information om oliefugle.
Blåvandshuk er især om efteråret en af Danmarks vigtigste trækfuglelokaliteter, og hvert år passerer mere end 1 million trækfugle. . Det er meget imponerende at se de mange vadefugle og store flokke af gæs passere forbi Hukket.
I den vestlige lejlighed af centret har DOF - Dansk Ornitologisk Forening - fuglestation, som siden 1963 har foretaget trækfugletællinger og ringmærkning. Den indsamlede dokumentation er kæmpemæssig (mere end 100.000 fugle er ringmærket) og blandt de mest omfattende trækfuglematerialer i Europa. Et verdenskort viser trækfuglenes vandringer og trækveje. Der fortælles om ringmærkning af fugle, og ringmærkningens betyding for kortlægning af fuglenes trækveje.
|